Vores Eis - Mød de ansatte

Ronni Haugaard, pedel og timelærer.

Fag: Idrætscross og friluftsliv.

Ronni bor i Nørre Aaby med sin kone og to drenge, og der er endnu en lille dreng på vej. Han har arbejdet på Eisbjerghus siden 2010.

Tømrer med hang til friluftsliv

Jeg er udlært tømrer og har bl.a. været i Grønland og Canada for at arbejde. Da jeg kom tilbage til Danmark, havde jeg lyst til at prøve noget andet. Jeg har altid dyrket det at være ude i naturen, så jeg besluttede at tage en uddannelse som friluftsvejleder. Det var super fedt! Især vintermodulet, hvor vi var i Norge og skulle klare os ude i vinterfjeldet. Med min nye uddannelse i baggagen prøvede jeg uopfordret at søge job på nogle efterskoler, fordi det er en rigtig fed aldersgruppe at arbejde med. Her på Eisbjerghus fik jeg mulighed for at arbejde som pedel og at undervise i idræt og friluftsliv, og det er jeg simpelthen så glad for.

Unikke oplevelser i naturen

Jeg synes, at det er rigtig fedt at kunne give de unge nogle anderledes oplevelser. Især når man kan mærke, at det virkelig rykker dem. Nogle gange er det bare det at lave noget mad over bål.

Det er interessant at se, hvordan nogle af de elever, som måske har det svært i tysk eller matematik, viser nogle andre styrker og sider af sig selv i friluftsliv.

Alle er en del af den store maskine

Noget af det fedeste ved at være på Eis er, at alle har en vigtig rolle i forhold til at få det hele til at køre rundt. Der er ingen af dem, der arbejder her, som kan undværes.

Jeg er også glad for at være et sted, hvor vi har tid til at gøre tingene ordentligt. Her er der fokus på, at de fysiske omgivelser skal være i orden, og der er en forventning om, at alle behandler stedet ordentligt. Det synes jeg som tømrer er rigtig dejligt.

Jeg kan godt lide at starte dagen med en morgenvagt, hvor jeg skal rundt at vække eleverne. De er bare så gode i år – de gør det altså bare så godt! Vi spiser morgenmad sammen, og derefter begynder mit arbejde som pedel. Det kan jeg rigtig godt li’.

Man føler sig meget velkommen på Eis. Og ens familie er også altid velkommen til at komme på besøg. Det betyder meget for mig!

Det bedste ved Eis

Det bedste er helt klart det kollegiale sammenhold, og at der altid er gang i den, fordi eleverne virkelig gerne vil noget. Her er der rum til at gribe de skøre ideer fra os ansatte og fra eleverne. Jeg elsker også fleksibiliteten i mit arbejde, som bare passer så godt til min person.

Besøg os!

Du er altid velkommen til at komme, få en snak og mærke stemningen.

Læs mere

Tilmeld dig nu!

Hvis du allerede ved, at det skal være os, kan du tilmelde dig her.

Tilmelding