Vores Eis - Mød de ansatte - Bibi

Bibi Malchau, køkkenassistent.

Bibi bor i Odense med sin mand Finn. Sammen har de to voksne børn på 24 og 25 år.

Drømmen om god mad

Jeg er italiener, og i Italien arbejdede jeg på forskellige restauranter og caféer. I 1988 mødte jeg Finn på en skiferie, og efter en måned flyttede jeg til Danmark for at være sammen med ham. Og vi har været sammen lige siden.

Da jeg kom til Danmark, gik jeg på sprogskole for at lære dansk, og samtidigt arbejdede jeg frivilligt i en børnehave. Jeg havde også nogle rengøringsjobs. Derefter arbejdede jeg 10 år i en vuggestue. I 2005 syntes jeg, at der skulle ske noget andet. Jeg havde en stor drøm om at lave god og sund mad til børn i institutioner og skoler. Drømmen havde jeg sammen med en kollega. Vi etablerede derfor en virksomhed sammen, hvor vi havde en lille mad-vogn, som vi kørte rundt med. Senere åbnede vi også et køkken i Odense, hvor vi lavede mad til tre skoler og forskellige institutioner. Vi havde forretningen i 8 år, hvor vi arbejdede meget med økologiske produkter uden tilsætningsstoffer. Vi lavede mad fra bunden af ordentlige råvarer.

Det var nogle meget spændende år, men det var også meget hårdt. Vi arbejde 60 timer om ugen til en deltidsløn. Tiden som selvstændig gav mig uden tvivl en masse gode erfaringer.

Mødet med Eisbjerghus

I 2013 gik min kollega på efterløn, og jeg kunne ikke fortsætte på samme måde med en anden. Vi valgte derfor at lukke firmaet.

Jeg var cykelvikar i en tid, men jeg savnede et fast job. Jeg så så en jobannonce, hvor Eisbjerghus søgte en vikar i køkkenet. Vikariatet var kun én måned, men jeg valgte alligevel at søge stillingen. Allerede under samtalen fik jeg at vide, at vikarjobbet var mit. Jeg tror ikke, at jeg havde været på Eis mere end en uges tid, før jeg faktisk fik tilbudt en fast stilling. Og jeg er meget glad for at være her!

Frihed i køkkenet

Arbejdsopgaverne i køkkenet er meget forskellige. Jeg kan godt lide at bage, så det gør jeg ofte. Vi deles meget om opgaverne. Jeg kan godt lide, at vi har en menu, men at vi selv har frihed til at vælge, hvilken opskrift på eksempelvis kartoffelsalat vi ønsker at bruge. Og vi kan også selv komme med idéer til, hvad der skal laves.

Hver fredag har vi ønskemenu, hvilket vil sige, at eleverne kommer med ønsker til maden. Forleden havde de ønsket en italiensk menu. Jeg foreslog eleverne, at vi kunne lave hjemmelavet pasta fra bunden. Det var en kæmpe succes, og de syntes, at det var rigtig sjovt at prøve.

Elevernes opdagelser i køkkenet

Vi har tre elever i køkkenet hver dag. De skal sættes i gang, og vi skal forklare, hvorfor vi gør tingene, som vi gør. De skal også lære om hygiejnen i køkkenet. Nogle elever kender ikke forskel på de forskellige grøntsager, så det lærer vi dem også.

Vi viser også eleverne, hvordan de skal dække bord. Vi laver et stort stykke arbejde i køkkenet med at tilberede maden, og så skal bordet også dækkes pænt. Det er der mange af de unge, som ikke ved, hvordan man gør.

Arbejdet med de unge mennesker synes jeg er spændende, og jeg kan koble helt af sammen med dem. Jeg kan helt glemme tiden, og så pludselig har jeg fri. Det er også interessant at lære de unge mennesker at spise ordentligt. Jeg har stadig min drøm om sund mad til børnene og de unge.

Alle er lige vigtige

Her på Eisbjerghus har vi et kanongodt kollegafællesskab. Det betyder meget! Vi er gode ved hinanden. Vi viser omsorg og respekt. Vi siger alle sammen godmorgen til hinanden hver dag kl. 10, og vi ved, hvad der sker i de andres familier. Vi er meget opmærksomme på hinanden.

Der er en god atmosfære og en god kemi mellem os kolleger. Vi er også gode til at hygge os sammen. Man kan sige, at vi alle sammen er gode venner. Skolen gør også meget for det, og det er vigtigt. Her er alle lige vigtige, hvilket især betyder meget for os TAP’ere.

Kun det bedste er godt nok

Hver uge har vi en vegetardag og en fiskedag. Vi bruger årstidens grønt. Vi bager alt brød selv, og vi arbejder meget med koldhævning. Vi bruger ikke så meget fedt, for maden skal være sund. Vi laver ganske enkelt god hverdagsmad.

Eleverne er meget glade for vores mad, og vi får meget ros af dem. Det er rigtig dejligt! Der er efterhånden en del vegetarer, og de synes også, at vores vegetarmad er spændende. Eleverne er ikke bange for at prøve noget nyt. Når vi har gæster på skolen, får vi også altid at vide, at de er meget glade for maden.

I år er vi begyndt at sidde ved elevernes borde, når vi spiser. Det er rigtig godt, for så kan vi selv opleve, når de smager på maden, og vi kan mærke, hvad de synes om den. Vi kan tale med eleverne om mad, og så kan vi jo også få idéer fra eleverne. Dét vil vi meget gerne. For os er det nemlig ikke så farligt med eksempelvis burger. Det handler bare om, at den skal laves ordentligt.


Besøg os!

Du er altid velkommen til at komme, få en snak og mærke stemningen.

Læs mere

Tilmeld dig nu!

Hvis du allerede ved, at det skal være os, kan du tilmelde dig her.

Tilmelding