Har du en drøm om at opleve den kinesiske kultur? Få din drøm opfyldt i 10. klasse på Eisbjerghus.
Oplev fascinerende Kina og kom helt under huden på deres kultur og måde at leve på, når du bliver en del af en helt almindelig kinesisk families hverdag. Når du tager på udveksling til Chengdu bliver du indkvarteret hos en af vores mange kinesiske værtsfamilier, som findes i vores gode netværk omkring Shi Shi High School.
Når du ikke er hos din værtsfamilie eller følger undervisningen, er du sammen med dine efterskolevenner for at opleve Kina. Og vi kan roligt garantere dig, at du ikke kommer til at kede dig med alle de muligheder og oplevelser, som Chengdu byder på. Dette ophold giver dig minder for livet, som du ikke ville have opnået på en almindelig turistrejse.
Det kan være en stor mundfuld at tage langt væk og bo hos en fremmed familie. Den kinesiske kultur og levemåde er meget anderledes, end hvad du kender fra Danmark, og derfor er det ikke ualmindeligt, hvis der opstår et mindre kulturchok. Vi sørger dog for at klæde dig så godt på som muligt, så du er rustet til at begå dig hos din kinesiske familie og få en helt almindelig hverdag under hele perioden.
Inden du tager af sted fokuserer vi meget på det praktiske og kulturelle. Det gør vi både for din sikkerheds skyld, og for at du kan få det optimale ud af rejsen sammen med dine venner.
Derfor har vi sammensat en fagpakke, der forbereder dig grundigt til mødet med det fremmede.
Going Global er vores rejseforberedelse, der lærer dig alt det praktiske, du skal vide, før du rejser langt væk. Samtidig giver faget dig en solid og konkret viden om din destination. Læs mere her.
Global Citizenship er faget, der træner dine interkulturelle kompetencer, og hvad det vil sige at være medborger i det globale samfund. Vi sætter din egen viden ind i nye forståelsesrammer og kobler det kendte og nære med det ukendte og nye.
Fagligt og kulturelt arbejder vi lokalt, nationalt og globalt for at give dig forskellige perspektiver og vise, hvad vores egen kultur er for en størrelse i mødet med det fremmede. Læs mere her.
IGCSE English er det Internationale fag fra Cambridge University i England. Her får du en direkte oplevelse af, hvordan det er at studere og blive undervist på engelsk. Du får et internationalt anerkendt certifikat, der beviser din evne til at tage eksamen på engelsk. Læs mere her.
En del af udvekslingen er naturligvis også selv at tage imod gæster. Når dine kinesiske venner kommer og besøger os på Fyn, bliver de indkvarteret blandt danske værtsfamilier. Og det er her du kommer på banen: Du er med til at planlægge, hvad de kinesiske unge skal se her i Danmark, og hvordan vores land skal præsenteres for nogle, der er langt væk hjemmefra.
Chengdu er en hovedstad i Kinas Sichuan-provins, og rummer ca. 14 mio. indbyggere. Her leves et meget moderne liv side om side med oldgamle buddhistiske og taoistiske traditioner.
Chengdu er en vigtig by i den moderne, kinesiske økonomi, og har tidligere været udgangspunkt for den sydlige silkevej mellem Kina, Indien og Europa.
Omkring Chengdu kan du også finde de berømte kæmpe-pandaer i en stor nationalpark med tilknyttet forskningscenter, som vi selvfølgelig skal ud og besøge.
Shi Shi High School er én af de allerældste skoler i verden – og muligvis den ældste. Nutidens skole findes på samme sted som Kinas første skole under Han-dynastiet omkring 140 f.kr. Shi Shi High School er blandt de 100 bedste i Kina, og er derfor en eftertragtet eliteskole.